Klubbens historie · siden 1932
Fra Sportsrideskolen til GEK
Historien om et moderne ridecenter, markante ryttere og det klubfællesskab, der stadig lever på Maltegårdsvej.
1932
Sportsrideskolen åbner
2 × sølv
Lis Hartel ved OL
1976
Gentofte Rideklub stiftes
1986
GEK overtager driften
1932
Et moderne ridecenter
Fuld service ved Maltegården
Sportsrideskolen ved Maltegården i Charlottenlund var det første moderne ridecenter. Det blev skænket af fabrikant Chas. Otzen i 1932 og rummede to store ridehuse og en rotunde. Bag det lille ridehus stod en pilar, som også blev brugt til at øve piaff.
På rideskolen vrimlede det med professionelle staldfolk og beridere. Serviceniveauet blev sammenlignet med et femstjernet hotel.
Kong Christian X, dronning Alexandrine, den senere dronning Ingrid og især prinsesse Benedikte kom her for at se opvisninger og stævner. Prinsesse Benedikte deltog netop her i sin vistnok eneste konkurrence. Der var kun plads til 800 tilskuere, og billetter blev derfor bestilt i god tid.
Sport på højeste niveau
Cremen af topryttere
Så mange af landets bedste ryttere kom fra Sportsrideskolen, at danmarksmesterskaberne i skoleridning og springning næsten fik karakter af klubstævner.
Mestre i ridehus og terræn
Danmarksmester eller ej – rytterne red også i skoven og deltog i jagter. I 1957 red den regerende dressurmester Hermann Zobel og springmesteren Bente Polack sammen som ræve. Det vakte opsigt, at kvinden var mester i springning og manden i skoleridning.
Kongelogen findes stadig til venstre for døren til det store ridehus. Senere blev den til rygeloge, da rygning blev forbudt i den anden loge, hvor de fleste opholdt sig.
Lis Hartel var den mest kendte rytter i nyere tid og vandt olympisk sølv i både 1952 og 1956. I 1956 kunne Sportsrideskolen sende sit eget dressurhold til OL med Hermann Zobel, Lemvig Mûller og Lis Hartel.
En usædvanlig pioner
Grethe Peder Møller
Grethe Peder Møller blev danmarksmester i springning i 1933, nummer tre ved DM i military foran mange militærfolk og vinder af både Hubertusjagt og middelsvær dressur. I seks år vandt hun ranglisten for kvinder – i tre år også foran civile mænd og, helt uhørt for tiden, foran officerer.
Hun vandt desuden Sportsrideklubbens steeplechase, mesterskaber i ridebanespringning, præcisionsspringning og højdespring samt championatet. Hun gav barebackopvisninger uden trense over hestevogne og vandt flere Hubertusjagter, inden hun ved en jagt brækkede halsen og døde.
Hverdagen på rideskolen
Traditioner under forandring
Du og De
Staldfolk, stævner og fuld service
Helt op i 1960’erne afholdt Sportsrideklubben Martsstævnet – Danmarks største indendørs ridestævne. Der var få deltagere i de høje klasser, men mange opvisninger: pas de deux, højdespringning op til 1,90 meter og kvadriller i overdådige barokkostumer. Stævner uden fest var utænkelige.
Berideren kunne ikke deltage i rytterfesten, fordi han var ansat – kvindelige beridere fandtes ikke. Staldfolk blev tiltalt med “du” og fornavn, mens de svarede rytterne med “De” og efternavn.
Staldmændene Ib, Helge, Junge og Per passede i begyndelsen to heste hver fra kl. 06–12 og 14–17; søndag kun til kl. 12. De satte også springbaner op. Når rytteren ankom, blev hesten trukket frem, og efter ridningen blev den ordnet og sat ind. Mange ryttere havde aldrig selv sadlet en hest.
Gunnar Andersen begyndte som staldmand, hvor hans eneste løn var drikkepenge, og leverede blandt andet forfatterens farfars hest på bopælen hver morgen. Senere blev han anerkendt som en af verdens bedste beridere.
Kvindelig revolution
Da rytterne selv tog fat
Der opstod en del ballade, da den første pige forsøgte at strigle sin egen hest i midten af 1970’erne. Det blev opfattet som at tage arbejdet fra de fagligt organiserede staldfolk, som gjorde deres for at standse aktiviteten.
Staldfolkene og inspektør Christoffersen holdt stedet perfekt: ikke et halmstrå lå forkert, entréen var flot, og omklædningsrummene var kønsopdelte. I dag er der stålskabe og kvinder i det tidligere herreomklædningsrum – men skiltet sidder stadig på døren.
Fra rideetablissement til rideklub
Gentofte Rideklub bliver til
Chas. Otzen købte grunden af A.P. Møller og byggede Nordens mest moderne rideetablissement med plads til 82 heste i spiltov – senere udvidet til 130. Galophestene stod i bokse på den midterste staldgang. Lis Hartels Jubilee fik først en boks, efter at den havde vundet olympisk sølv.
Sportsrideklubben indgik i 1933 en aftale med Chas. Otzen om at afholde stævner på Sportsrideskolen. De mange stævner skabte den stadig udbredte misforståelse, at Sportsrideskolen og Sportsrideklubben var den samme klub.
1976
Gentofte Kommune krævede en klub på stedet som betingelse for støtte. Gentofte Rideklub blev stiftet og overtog stævnearbejdet, først sammen med Sportsrideklubben.
1986
Gentofte Rideklub blev herre i eget hus og driver fortsat stedet, som klubben forpagter af den selvejende institution Sportsrideskolen under Chas. Otzenfonden.
Handicapridning med historie
Lis Hartels arv lever videre
Sportsrideskolen var hjemsted for ridelegenden Lis Hartel, som levede fra 1921 til 2009. Hun havde polio og kunne hverken gå eller selv komme op på hesten.
På trods af sit handicap blev hun den første kvinde til at vinde olympisk sølv i ridning i 1952. Hun vandt igen sølv i 1956 og opnåede desuden en lang række store mesterskabsresultater.
I 1992 blev hun optaget i Danmarks Hall of Fame. I 1994 blev hun som den første skandinav optaget i The International Women’s Sports Hall of Fame i New York, og i 2007 hædrede Dansk Ride Forbund hende med æresmedlemskab for hendes store betydning for dansk ridesport.
Historisk tekst af Niels Goldschmidt